Safaga: Kairo og Giza-pyramiderne, Museum og Niltur med båd

Der er en grund til, at man gemmer pyramiderne til en ordentlig heldagstur i stedet for en eftermiddag klemt ind mellem stranden og aftensmaden. De ligger langt fra Det Røde Havs kyst — og fra Safaga, en af dens roligste havne, endnu længere væk. Den afstand er en del af pilgrimsrejsen. Længe før daggry henter en klimaanlagt bil dig på hotellet og drejer ind i landet, hvor marinaens stille vand byttes ud med den åbne ørkenvej mod Cairo.

Når byen vågner, er du allerede i den. Din egyptolog tager over og guider dig gennem Det Egyptiske Museum, forbi montrer med guld, alabast og malet træ, der bærer det hverdagsagtige og det hellige fra en verden, der forsvandt for fire tusind år siden. Så trækker dagen vejret: du går om bord på en båd og lader Nilen stå for bevægelsen et stykke tid, floden der skabte en have af en ørken, mens Cairo langsomt glider forbi på begge bredder.

Og så Giza. Fotografier gør den flad; intet forbereder dig på det virkelige. Khufus store pyramide rejser sig højere, end du helt kan tro, hver af dens blokke er en opgave i sig selv, sat på plads i hånden for femogfyrre århundreder siden og aldrig overgået i årtusinder. Af de syv underværker, den antikke verden valgte at navngive, er dette det eneste, der overlever — det eneste, du stadig kan gå hen til og lægge en hånd på. Sfinksen holder vagt et lille stykke derfra; Dalens Tempel lader dig stå inde i den ingeniørkunst, der gjorde det umulige almindeligt.

Turen tilbage til Safaga er dagens længste stræk, og det vil du ikke have noget imod. Du vil sidde i stilheden og størrelsen af det, du har set, og den mærkelige, blivende fornemmelse af, at stranden, du kom for, stille og roligt har byttet plads med ørkenen. Spørg hvem som helst, hvad de lavede i Egypten, og de vil nævne havet. Du vil nævne den dag, du stod under det ældste underværk, der stadig står på Jorden.